Endnu en uge er gået og søndag er derfor en god dag hvor man kan reflektere over sit mentale helbred og dele sine tanker og på den måde afrunde den forgangne uge.

Hvordan har du haft det? Er der noget, der har fyldt meget, gjort dig glad, eller måske været udfordrende?

Del så meget eller så lidt, som du har lyst til.

Denne tråd oprettes automatisk af botten hver søndag kl 06.

Hvis du har spørgsmål til botten eller ønsker at bruge den på et fælleskab, så skriv til @President_Pyrus@feddit.dk .

Første uge tilbage på arbejde efter ferien, og jeg havde forventet det bare skulle være totalt hygge, men der gik bare noget galt på daglig basis.

Og selv om det er super lækkert at have en underskrevet købsaftale, så er det lidt stressende at vente de 6 hverdage inden handlen er endelig.
Men bankgarentien er i hus, så jeg tvivler på at noget kan nå at gå galt.

Har haft lidt mere familiebesøg og været nede og få tømt mit bryst igen. Pro'erne har efterhånden lært at når det er mig, så stikker man først og spørger bagefter, lol.

Jeg har fået flere uskønne detaljer at vide om vores forældre og hvordan de har behandlet os alle sammen. Det er ret meget information, jeg har skullet tygge på.

En af de mere åndssvage detaljer er, at vores far åbenbart har brugt i hvert fald 10+ år på at overbevise en af mine søskende om at Kæreste og jeg er DF'ere, rygende racister og hader muslimer. Det sjove er, at min far udmærket godt ved, hvor Kæreste og jeg står politisk og hvad vores menneskesyn er, men når der skal sås splid, så gælder alle kneb, jo.

Har omskrevet mit farvelbrev til min far, fordi vi har besluttet at droppe det planlagte telefonopkald. Derfor er der nogle ting, der skal forklares lidt tydligere, som ellers ville være blevet berørt i opkaldet. Jeg har det fint med det. Holder stadig en omsorgsfuld tone i brevet, også selvom jeg godt ved at det meste af det jeg siger, vil være for døve ører. Jeg har det bare bedre med, at give en forklaring så min far ikke skal gå i uvished.

Jeg går og smider ting ud, som jeg har fået af min mor. Der er færre ting, end jeg husker. Måske har jeg gradvist skilt mig af med hendes gaver gennem årene på et ubevidst plan. Da vi skulle ud på en gåtur forleden, opdagede jeg nøglen til mit barndomshjem i bundtet og råbte til Kæreste, at den kommer med i brevet til min far. Har båret rundt på den nøgle siden jeg startede i skole.
Tanken havde godt strejfet mig, men det er alligevel vildt at vide, at jeg har sat mine ben i mit barndomshjem for sidste gang. Jeg kan ikke engang huske hvornår det var. Sikkert engang sidste år. Årstiden husker jeg ikke. Jeg fik ikke engang sagt farvel til det. Det går mig faktisk mere på end at sige farvel til mine forældre.

Jeg husker hvert et strå og hver en sten så tydeligt. Lydene, stilheden. Gøgen. Nattergalen. Solsorten. Sommeraftener, mens hundrede af luftballoner gled hen over skoven. Engen, der blev oversvømmet i efteråret. Frøs til is om vinteren. Tvebak og mig, der skøjtede rundt derude og faldt i vores flyverdragter. Foråret, med friske grene og lugten af bål. Vintergækker og erantis. Fortumlede insekter, der vågnede fra deres vinterhi. Pindsvinet i brændestakken, som vi havde holdt øje med hele vinteren. Død i foråret, aldrig mere vågen. Fuglereder i buske og træer. Ræveunger, der legede på marken. Frøer, der gemte sig mellem sten og højt løv. Svitsende brændenælder. Dulmende vejbred. Ærter og jordbær, rips og solbær. Stikkelsbær og hasselnødder. Efterårsæbler. Søde, syrlige og solmodne. Mejs på marken og brombær i hegnet. Hyben og nektaren fra døvnældens hvide blomster. Forårsfriske bøgeblade og skovsyre. Sne, der glitrede i solen og var væk før jul. Dyr, der fødtes, Dyr, der døde. Lugten af råd. Lugten af nyudklækkede fugleunger. Lugten af nyfødt kalv. Lugten af dødfødt kalv. Rislende bække. Frøæg og haletudser. Salamandere og firben. Mus og rotter. Edderkopper og bænkebidere. Kåde kvier i hopla på marken. Duftende kaprifolie i august. Mælkebøtter, smørblomster og solsikker. Blåklokker, der blev røde når myren tissede på dem. Valmuer, der faldt fra hinanden, blot du kiggede på dem. Dalende blade, der skulle rives sammen og smides til kompost. Egetræer, kastanjetræer, lærketræer, poppel, bøg, elm, ask, gran, fyr, kirsebærtræet, der var hundrede år gammelt og væltede i stormen i 99.
Stille sommernætter, hvor månen malede verden sølv og sort og jeg gik udenfor i græsset og følte at mig uvirkelig.

Naturen var min tredje mor og hun findes heldigvis alle steder.

PS: Mit sår er helet så fint på nuværende tidspunkt, at jeg faktisk tror, at jeg vil kunne støvsuge uden at noget springer op, så det vil jeg gøre for her TRÆNGER.

Det lyder som en sund beslutning.

Jeg har også lige været nødt til at give op i forhold til mine forældre - igen. De nægter at tage ansvar for deres egen opførsel og har svært ved at forstå, at det har konsekvenser. Det er ikke sjovt, men det er meget bedre end alternativet.

Åh, sucks Dx Det værste er, hvor lidt forældre, der er sådan, faktisk værdsætter de chancer deres børn giver dem. Nogle gange er det næsten komisk, hvor lidt selvreflektion, der foregår hos dem. Begge mine forældre har prædiket til mine søskende og mig om sammenhold og hvordan vi er dem, der splitter familien, hvilket jeg synes er meget morsomt.

Jeg håber at du får noget fred indeni. Nu kan du i det mindste sige til dig selv, at du har givet det et forsøg og så er der ingen grund til at gå rundt og være i tvivl eller frygte, at du vil fortryde dit valg. Du skylder også dig selv at have din tid i solen og omgive dig med mennesker, som løfter dig op og giver mening og ro til dit liv. <3

I lige måde :) livet er sjovere sammen med folk, der værdsætter en!

🤗❤️

Virtuel krammer herfra ❤️

Tak! Og kram tilbage til dig <3

Du er så stærk ! I alt det du står i og med. Kæmpe respekt.💛

Sidder og venter på bussen. Første dag tilbage på arbejde venter. Magter det ikke helt lige nu :-)

Ferien har været skøn, på trods af en fire-årig der har det svært. Hendes tics er faldet drastigt siden vi rettede lidt til i hverdagen. Den to-årige er bare meget to-årig, og vi arbejder med at forstå at slår gør andre kede af det, og at der findes andre måder at udtrykke frustration på. Det er et stort læringsmoment for en så lille, men han gør det så godt han kan. Og han er nu blefri hele dagen!! det virker til at han har fundet glæde ved toilettet.
Den mindste grinede for første gang i går da jeg kilede ham. Det var en rigtig fantastisk oplevelse.

Nuvel, arbejde. Puha. Jeg har haft virkelig meget at se til de sidste måneder. Jeg er træt af det stigende misbrug blandt de mest udsatte. Nye måder at misbruge på, nye stoffer, renere stoffer, og priserne er faldet. Det mængdemæssige pres er bare vokset. Samtidig er der flere hjemløse end før, og det er ekstremt svært for dem at finde rundt i systemet når tilbud om bolig, forsorgshjem eller andet bliver tilbudt og afprøvet. Det ender alt for ofte galt.
Og her tænker jeg, hvad mon jeg møder ind til.

Jeg mærker tydeligt hvordan det rammer hårdere efter nogen tid i en familieboble uden verdens larm omkring. Måske er jeg bare øm, eller også er det fordi jeg sidder her og skriver tankerne ned og møder dem med afstand.

Ledelsen har endelig besluttet sig for at søge en fagkoordinator. Jeg glæder mig rigtig meget til mere sparring og hurtigere gennemgang af de svære beslutninger. Der er brug for det.

Tak og rigtig meget i lige måde 🤗❤️

Jeg er pænt flad. Jeg gik ind i ferien med slidte batterier, og nu kører det på pumperne (må man blande sine metaforer på den måde mon?). Det irriterer mig. Jeg har været sygemeldt pænt længe (belastningsreaktion) og syntes egentlig, jeg havde haft nogle måneder i foråret, hvor jeg kunne lidt mere, end jeg tidligere har kunnet, men nu er det helt afgjort gået over igen, så jeg har måttet melde afbud til næsten alting og sende resten af familien afsted på ture, mens jeg sidder herhjemme med diverse skavanker.

Det rigtig irriterende ved det er, at jeg som udgangspunkt tidligere har tænkt, at jeg i det mindste hele tiden fik det lidt bedre, selvom det gik meget langsomt. Det jeg dog i stedet ser, når jeg kigger tilbage på hvordan jeg faktisk har haft det over det sidste år eller halvandet, er ikke en opadgående kurve men mere en bølge. I perioder bedre, i perioder ringere, men gennemsnitligt omkring samme niveau. Jeg er begyndt at tænke, at det virker mere realistisk at se det her spænd som new normal. At jeg nok godt kan arbejde på at undgå de dybe dyp i bølgen, men at de niveauer jeg har oplevet er dem, der er normale fra nu af. Og det peger ind i en noget anderledes fremtid. Jeg havde nok tænkt det sådan lidt, at jeg måske blev nødt til at starte i noget fleksjob, inden jeg arbejdede mig op til et almindeligt job på nedsat tid. Det føles dog slet ikke realistisk, når jeg ser det herfra. Det føles mere som om de vigtige overvejelser kommer til at ligge på, om jeg realistisk set overhovedet kan holde til et fleksjob.

Altså jeg har det ok! Det ville ikke være supertrist for mig ikke at skulle arbejde igen. Det er bare mentalt ret forskelligt at se sig selv sådan, at man går herhjemme for at blive klar til at arbejde igen, og så sådan at man går herhjemme, fordi det bare er det man gør. Jeg er frustreret over ikke at vide, hvilken retning det faktisk går i. Tror godt jeg kunne tænke mig at fremskynde det hele, sådan at jeg vidste, hvor det skulle ende.