| Post Reply | RetroFed Forum Forum Index » 🌳Friluftsliv (og natur) |
| Author | Message | ||
|---|---|---|---|
|
Nangijala
feddit.dk
Nangijala@feddit.dk Joined: 2025-02-28 |
Vi besøgte Himmelbjerget. Jeg havde godt hørt at Hotel Julsø var brændt ned for nogle år siden, men det var alligevel chokerende trist at se grunden, der stod tilbage. Det var min kærestes første tur til Himmelbjerget og jeg er ked af at han ikke skulle opleve hvor hyggeligt det var dernede. Dengang: I dag: Men ud over det var det nu en meget fin tur. Min kæreste var i totalt turist-mode og blev ved med at stoppe op og tage billeder og spørge "hvor skal vi så hen nu?😃" og jeg viste selvfølgelig vej. Fik selv taget lidt billeder mens vi stadig var på "bjerget", men ellers foregik det meste af turen mobilfri og nede i skoven, hvor vi stødte på flere rådyr og små rødkælke, der fulgte efter os. På toppen: På vej ned: Min kæreste blev pisse hyped over noget mos der groede på træernes grene inde skoven. Det var helt sjovt at opleve ham så begejstret over et område som jeg kender så godt. Jeg anede ikke at han aldrig havde besøgt Himmelbjerget før vi ankom og det gav pludselig mening hvorfor han var så tændt på ideen om at besøge det og blev ved med at pege ud på silkeborgsøerne mens vi kørte derop. Han vidste derimod heller ikke at jeg har brugt rigtig meget tid på og omkring Himmelbjerget og Silkeborgsøerne i min barndom så vi var begge lige overraskede over hinanden. Anyway. Vi valgte selvfølgelig IKKE at tage den fornuftige vej op på toppen igen, men fandt den mest knoldede, stejle sti inde i skoven at kravle op ad. Og mens jeg hvæste og prostede og begyndte a overveje hvad der skulle stå på min gravsten, gik han og lyste ned i hvert hul vi passerede og sagde med misundelsesværdig iver: "det må være en grævlingegrav. Eller måske et rævehul? Nej det er bestemt en grævlingegrav, skat! Man kan se det på de der riller i jorden!" Om jeg selv kunne finde en lignende glæde indeni ved synet af jordhuller og mos på grene, der ville jeg nok blive et lykkeligere og mere afbalanceret menneske. I stedet klaskede jeg mit korpus mod en belejlig kampesten som var jeg en klud på kanten af håndvasken mens han lyste i musehuller og samlede forspiste grankogler op og konstaterede at vi var i nærheden af egern. Og så nåede vi på magisk vis toppen og tøffede hjem mens mit sædvanlige irriterende tankemylder tog over og jeg begyndte at plaprer løs om eksistentielle kriser og hvordan og hvorfor de opstår. Da jeg spørger om hans tanker, siger han stille og roligt: Hm. Verden er bare i udvikling som den altid har været og det kan være svært for nogle at følge med... jeg tænker at marinere kyllingebryster med den der sjove chilisovs når vi kommer hjem. Tror det vil smage godt. Og så skal vi have havreris og bønnemix til. Måske jeg skulle begynde at øve mig i at finde glæde ved jordhuller.
|
||
| 1 Original | |||
| Post Reply |
Back to top |